Dansktop, dannebrog og de grå hårtoppe er ikke alene om kolonihavehusene – de yngre generationer er begyndt at indtage de små grunde i højere grad end før. Her er fokus på det simple liv med selvforsyning og afkobling fra en travl hverdag. ”Jeg har brug for at komme et sted hen og trække vejret,” siger 31-årige Sara Arcerito fra Falster, som bor i sin kolonihave hele sommerhalvåret.
For otte år siden var Sara Arcerito på besøg hos nogle venner i den lokale kolonihaveforening, hvor hele tre af grundene tilhørte hendes barndomsvenner. Det blev starten på hendes kolonihaveliv.
”Jeg blev her i 10 dage og levede det enkle liv, hvor man ikke skulle nå andet end at beslutte, hvad man skulle have at spise den dag,” fortæller Sara.
Da ferien var slut, ville Sara gerne blive og købte derfor en grund samme sted. Efterfølgende er der kommet flere venner til, så de nu er en samling af venneklynger fordelt i syv kolonihavehuse. Alle omkring de 30 år.
På grunden stod et gammelt kolonihavehus, som blev revet ned og et nyt fra Sølund Huse blev sat op. Så de seneste år har hun haft travlt med at bygge, lægge tag og male, og i år skal hun i gang med at lægge terrasse.
”Der er altid noget at lave her. Nu kommer forårsspirerne også, der skal plantes ud, og grøntsagerne skal passes. Den største glæde er at være omgivet af grønt, fuglesang og liv – og så kombineret med fællesskabet,” siger Sara.
Det simple liv lokker de unge
Sara og hendes generations indtog i kolonihaverne er ikke et enkeltstående tilfælde. Ifølge Kolonihaveforbundet, som er medlemsorganisation for 400 haveforeninger, er der konstant et naturligt generationsskifte i gang, men inden for de seneste få år har de oplevet, at der er mere pres på fra de unge.
“Det er blevet mere populært for dem, der vil tilbage til at bygge selv og bruge gode byggematerialer. Fra jord til bord-tankegange. Og på at undgå fordyrende mellemled,” siger Iben Sandra Svensson fra Kolonihaveforbundets sekretariat.
At kolonihaverne er blevet populære blandt de unge, er der flere forklaringer på, mener Tamira Snell, seniorkonsulent og forsker hos Institut for Fremtidsforskning.
”Vi bor på mindre plads og kommer længere væk fra naturen. Og her tilbyder kolonihaverne et ekstra rum, samtidig med, at de giver os mulighed for at genintegrere naturen i vores hverdag, ligesom urban gardening gør det”, forklarer hun til Bolius, Boligejernes Videnscenter og mener også, at den hurtige teknologiske udvikling har givet mange lyst til at komme ud og være offline, deltage i autentiske fællesskaber og få jord under neglene.
Det langsomme liv
Det offline liv i kolonihaven har en anden hastighed end den travle hverdag, og selvom der altid er noget at give sig til, tager tingene i kolonihaven den tid, de tager.
”Alle hverdagsting tager dobbelt så lang tid. Når der skal laves kaffe, er det ikke bare at trykke på en knap. Man skal hente vand, sætte det over, kværne kaffebønner, hælde vand over. Når man skal vaske noget op, er det ikke bare lige ned i opvaskemaskinen,” siger Sara.
Tingene gøres på gammeldags manér, og det tager længere tid, men Sara hygger om det.
”Strømmen er fra solceller, så det har vi kun, når solen skinner. Drikkevand skal vi hente ved indgangen, så man skal aktivt op og hente, når man løber tør. Det gør, at man værdsætter det på en anden måde,” forklarer Sara.
Den ideelle livsstil
Det langsomme liv i kolonihaven giver Sara en nødvendig kontrast til en travl hverdag, som hun mener er universelt for alle, og som hun har fundet ud af er rigtig vigtig for hende selv.
”Jeg føler, at det healer alle de ting, der kommer med et almindelig arbejdsliv. Det er afstressende, afslappende, en nødvendig medicin. Jeg har brug for at komme til et sted hen og trække vejret,” forklarer Sara.
”Det er naturens kraft, der gør det, fordi vi kommer så tæt på jord, planter og liv. Og ikke isolerer os fra det med beton, men går på bare tæer og mærker det,” siger Sara.
Livet i kolonihaven har tvunget Sara til at leve off grid – altså uden at være afhængig af strøm, vand og resten af samfundet i det hele taget. Men det simple liv, som kolonihaven tvinger hende til at leve, er også det liv, som hun rent faktisk ønsker at leve.
”For mig er det det mest CO2-neutrale liv, jeg kan leve. Jeg laver egne grøntsager, egen strøm og behøver ikke tage bilen. Mine egne affaldsstoffer ryger i kompostsystem og bliver til skovmuld og gødning til planter. Alting er i et cirkulært forløb og intet bliver smidt ud,” siger Sara.
”Jeg elsker hvert lille hjørne i min have. Der er mange smukke afkroge og hjørner, og man bliver aldrig færdig. Der er altid en eller anden drøm, der skal udleves. Og der er altid tid og plads til at slappe af.”
