Kolonihavelivet kan lære os rummelighed

admin, 8. januar 2021

Opsætningen af kolonihavehuset var en del af Susannes egen 3-års-plan, men projektet har taget fart, og efter et år står både hus og have klar og i fuldt flor. For Susanne kan slet ikke lade være – der er gået sport i at bygge, plante og spire på hendes lille kolonihave-fristed i Kolding.

Da Susanne og hendes mand overtog kolonihaven i juli 2019, var der intet hus på grunden, men derimod en masse knolde og stubbe. Så der skulle graves og knokles.

”Kolonihavehuset var en del af min 3-års-plan og skulle ikke have været der med det samme, men min mand syntes, vi manglede et sted at gå ind,” siger Susanne.

Og det er nok i virkeligheden kendetegnende for Susanne, at tingene går stærkt, når de først er sat i værk. Kolonihavehuset er et samlesæt, og det skulle ikke tage lang tid at få delene til at passe sammen.

”Det tog 8 timer, fra vi gik i gang med at bygge – så var der rejsegilde. Det kom noget bag på bestyrelsesformanden her. Han måtte hurtigt afsted efter flagene,” siger Susanne.

”De kalder os nybyggerne, og vi lægger lidt pres på nogle af de andre, fordi de synes, det går lige lovligt hurtigt,” smiler hun.

Susanne med et større projekt foran sig – fliserne til kolonihavehusets fundament er ved at blive lagt i sommeren 2019. 

Rejsegilde for det nye kolonihavehus

Sådan så grunden ud, da Susanne og familien overtog den.

Hele familien har været med helt fra start. Her graves knolde op. 

Wellness og fristed

Susanne byder på kaffe i de storblomstrede kopper på terrassen foran kolonihavehuset, som oprindeligt var hendes projekt som løsning på at kunne acceptere at flytte i et mindre hus med en lille have. Men manden er blevet lige så engageret i projektet, og de bruger haven og huset flere gange om ugen.

”Vi bruger det som wellness og fristed. Når man kommer ned ad vejen her, er det bare som om, skuldrene sænker sig. Jeg kan slappe af, hvis jeg vil, eller jeg kan knokle, hvis jeg vil,” siger Susanne.


Klassisk kolonihavestemning på Susannes terrasse.

Også indendørs er der hygget om detaljerne

Rummelighed i kolonihaverne

Der er meget kultur, der knytter sig til kolonihavelivet, og det er Susanne og manden lige så stille ved at lære. Når havelågen er åben, betyder det ’kom ind’. Når den er lukket, er man ikke klar til besøg. Og flaget skal op, når man er i haven, så Susannes næste ønske er en rigtig flagstang.

Der er mange skrevne og uskrevne regler i kolonihaven. Flaget er altid oppe, når man er i kolonihaven. 

I kolonihaven er der ifølge Susanne en anden kultur for at komme hinanden ved, end der er uden for hækkene. 

Men vigtigst af alt, synes Susanne at man som menneske kan lære meget af kulturen omkring, hvordan man omgås hinanden i kolonihaven.

”Der er et fællesskab og en samhørighed med alle mulige mennesker, som man ikke ville snakke med normalt. Vi er så lukkede omkring os selv i hverdagen – jeg synes, vi skal være lidt mere rummelige,” siger Susanne.

Det unikke fællesskab og rummeligheden blandt haveforeningens beboere er noget, Susanne mener, vi alle kan lære noget af. 

Og i kolonihaven hjælper man hinanden og holder øje.

”Jeg plejer altid at trække gardinerne for, når jeg ikke er her. Det havde jeg glemt en dag. Så ringede en af de andre fra vejen, som plejer at gå morgentur i kolonihaven og spurgte, om alt var i orden, fordi det ikke så ud, som det plejede,’’ siger Susanne.

I kolonihaven kan Susanne selv bestemme, om hun vil slappe af eller knokle i haven, som hun siger. 

Genbrugs-cyklus

Og lige som Susanne i kolonihaven oplever mere respekt mennesker imellem, får brugte ting og sager også flere chancer end i livet uden for hækkene.

”Her er en kultur om at lade brugte ting gå videre. Jeg har hentet mit havebord længere nede ad vejen. Og mine gamle spisestole har jeg givet væk til en anden kolonihave,” siger Susanne.

Mange ting fra hjemmet får nyt liv i kolonihavehuset. 


Der er gået sport i at samle lyseblå ting til kolonihavehusets lille køkken.

Og hvis hun har nogle ting, hun ikke vil have derhjemme mere, kan de ofte bruges i kolonihaven.

”Det kan være nogle gamle kopper eller børnenes tegninger. Det giver en cyklus i tingene, så man ikke skal smide det ud,” siger hun.

”Så der er meget bytte-bytte-købmand. Jeg går gerne af med de ekstra læggekartofler, jeg ikke har plads til i min egen have. Eller deler ud af mine alt for mange frø. Så har jeg til gengæld fået porrer af naboen og lov til at plukke paradisæbler, så jeg kan lave paradisæblegele,” siger Susanne.

Susanne er vild med at arbejde på at blive selvforsynende. “Det giver så meget mening,” siger hun. 

Og for hende er det netop noget af det, der har stor værdi i kolonihavelivet – at man kan arbejde på at blive selvforsynende.

”Når jeg står med et glas hjemmelavet solbærmarmelade, så bliver jeg så glad. Det giver så meget mening. Det er hyggeligt og tilfredsstillende, at man kan hente tilbehør til maden her – noget man selv har dyrket,” siger hun.

Bræmmen med vilde blomster er til stor glæde for bierne. 

Flere artikler fra samme kategori

Suzannes kolonihavehus med plads til kunst

Line Hitz, 12. april 2021

Gode ideer til indretningen

admin, 28. januar 2021